Synspunkt

Pensionsaftale 20. juni 2017

Den tidligere regerings oprindelige 2025-plan tog fat på et par af de helt store udfordringer i det danske pensionssystem. Med den aftale, der nu er indgået mellem regeringen og DF er det (heldigvis) blevet understreget, at politikerne forstår vigtigheden af at få gjort noget ved problemet omkring det manglende incitament til pensionsopsparing for rigtig mange danskere. Desværre er det mest positive ved aftalen, at der formodentlig er tale om gode intentioner. De foreløbige løsninger hjælper reelt ikke på incitamentet til opsparing, og de vigtige beslutninger er skudt til efteråret.

”Dobbeltbeskatningen”

En voksende andel af de danskere, der går på pension i de kommende år, vil få modregnet deres private pensionsopsparing i de beløb, man får udbetalt fra det offentlige. Det betyder i praksis, at det for mange ikke kan betale sig at spare mere op til pension de sidste år på arbejdsmarkedet. Den indgåede aftale forsøger at imødegå dette problem ved to initiativer:

1) De sidste 5 år inden pensionering bliver det muligt at indbetale op til 50.000 kr. om året til den såkaldte Aldersopsparing, hvor udbetalingerne ikke modregnes i den offentlige pension. Danskere med relativt store pensionsopsparinger er allerede over den maksimale modregning, så initiativet har ingen effekt for dem. Danskere med relativt lave pensionsopsparinger har til gengæld typisk ikke plads i det månedlige budget til at udnytte denne mulighed for øget indbetaling.

2) Det bliver muligt at fordele udbetalingerne fra ratepensioner over op til 30 år mod 25 år i dag. Dette initiativ kan altså give ca. 15% lavere årlige udbetalinger fra ratepensioner og tilsvarende mindre modregning. Lige som initiativ 1 har dette initiativ dog reelt ingen effekt for store pensionsopsparinger. Da initiativet kun omhandler ratepensioner (og ikke livsvarige pensioner) vil effekten også være beskeden for de meget store grupper af overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensioner.

Vi må således vente til efterårets forhandlinger om Jobreform II før vi reelt ved om problemerne omkring modregning bliver løst.

Pension til alle

Det allermest positive ved det danske pensionssystem er, at en meget stor del af befolkningen selv sparer op til pension. Det sker typisk via enten overenskomstbaserede aftaler eller via firmapensionsaftaler indgået af virksomhedsledere på medarbejderne vegne. For den enkelte pensionsopsparer er der tale om relativt beskeden direkte indflydelse, men systemet betyder, at vi i Danmark har lagt væsentligt flere penge til side (ca. 2 gange BNP) til at dække det fremtidige pensionsbehov, end man har i andre lande. Systemet betyder dog også, at danskere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst eller af en firmapensionsaftale, ikke nødvendigvis sparer op til pension. På den måde risikerer vi at få usædvanlig stor forskel på rig og fattig i pensionisttilværelsen – også langt større forskel end vi kender det fra tiden på arbejdsmarkedet. Både for at undgå denne store ulighed samt for at sikre at fremtidens arbejdende danskere ikke skal finansiere en stor gruppe pensionister via skatten, regeringen og DF’s aftale om ”pensionsopsparing for alle” en indlysende god ide. Men indfører man noget så u-liberalt som tvangsopsparing for alle, er det nødvendigt, for at sikre den enkelte opsparer bedst muligt, at denne opsparing udsættes for reel konkurrence. Det kan således ikke være i nogens interesse, at denne tvungne opsparing per automatik placeres i f.eks. ATP.